Filmbaseret undervisning til unge, der vil kæmpe for et bæredygtigt samfund

Visual Story har, i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden, produceret et filmbaseret undervisningsmateriale, der skal klæde de unge på til at tage stilling og være med til at løse en af de helt store globale udfordringer.  Idé og koncept af Peter Zeuthen

Verdenshavene bliver overfisket af et industrielt og voksende fiskeri. 33 % af alle fiskebestande er overfisket, og de har svært ved at reproducere sig selv. Udviklingen fortsætter i en negativ spiral og får større og større konsekvenser for havmiljøet og jordens millioner af kystfiskere.

Undervisningsmaterialets hjemmeside www.kampen-om-fisken.dk
UndervisningsmaterialetMaterialeplatformen
Se film om undervisningsmaterialets problemstilling 
Info om projektet kystfiskerne og kampen om fisken 
Projektets film Playliste på Youtube

Der er meget på spil for os alle sammen
I fattige lande er kystfiskeriet en vigtig indtjeningskilde, der sikrer mad på bordet for hundredvis af millioner af mennesker. Hvis eksistensgrundlaget forsvinder, fordi teknologisk overlegne fiskeflåder, fra bl.a. europæiske lande, tømmer havene langs de afrikanske kyster, så er befolkningerne nødt til at vandre mod rigere områder. I Danmark kæmper kystfiskerne også for deres eksistens. Det industrielle fiskeri lægger et voldsomt fisketryk på havmiljøet og bruger ødelæggende fiskemetoder, som fx bundtrawl. Kvotekonger har taget teten, og siden 2005 er flere end 50 mindre danske havne lukket. Det er gået ud over arbejdspladser og kulturel mangfoldighed iDanmarks udkant, hvor kystfiskerne lever.

Hvordan kan du gøre en forskel? 
Undervisningsmaterialet, der består af 20 korte dokumentarfilm og lærervejledninger, arbejder med en fortælling, der gør en af de store og uhåndgribelige udfordringer nærværende for eleverne. De kommer tæt på to kystfiskere, Yahya fra Kenya og Johnny fra Lolland, der fisker og sælger deres fangst lokalt. Kameraet følger dem på havet og sammen med familien i deres hjem, og gennem små sammenlignelige hverdagsfortællinger oplever eleverne, hvordan to fiskere på hver deres måde kæmper samme kamp mod store fiskeskibe, der fanger store mængder billig fisk til forbrugernes middagsborde. Men de effektive fiskeskibe ødelægger havbunden, tager alt med og kasserer millioner af ton fisk, der ikke er brug for.

Med en forståelse for hvad overfiskeriet betyder for millioner af mennesker, bliver eleverne sat til at diskutere og finde bæredygtige løsninger, der tilgodeser alle parter: Miljøet, kystfiskerne og industrien.

Filmene kommer hele vejen rundt om problemstillingerne og eleverne møder ikke kun kystfiskerne, men også relevante forskere, politikere og andre med interesse i den måde havet bliver udnyttet på.

’’Det kan ikke fortsætte på den måde som det gør nu. Vi kan ikke blive ved med at øge fiskeritrykket, på de vilde fisk i havet…. Vi er nødt til at lave om på den måde, vi behandler havet på,” siger havbiolog og professor på Københavns Universitet Kathrine Richardson og en af de eksperter, som medvirker i filmene.

Undervisningsmaterialetlægger op til solid faglig undervisning i folkeskolens 7.-9. klassetrin i samfundsfag, geografi og biologi. Eleverne kommer til at tage stilling med udgangspunkt i FN’s Verdensmål. De får også forståelse for, hvordan de som magtfulde forbrugere selv er en del af de bæredygtige løsninger, der skal sikre et sundt og godt havmiljø til fremtiden.

Efterlad et svar